Fragilitéroulade

billede af Mikael Hertig

af Mikael Hertig

 

 

Venstrefløjen bør genfinde sin menneskelige skrøbelighed

Folkekirken har brug for venstrefløjen. Venstrefløjen har brug for folkekirken

 

Foto af fragilitéroulade

Fragilitéroulade

Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.

Grundtvig: Vær Velkommen, Herrens år (kirkelig udgave)

Venstrefløjen og folkekirken har brug for hinanden, men ingen har rigtig opdaget det endnu. De to er dårligt organiseret, og det bliver de ved med. Traditionelt frastøder de hinanden som en slags had-kærlighedsforhold. En polvending er tiltrængt.

Vi taler forbi hinanden. Den fremherskende opfattelse på venstrefløjen, inspireret af K. Marx er, at religion er framet manipulation, der går ud på at få folket til at acceptere undertrykkelsen og udsætte socialismen til efter døden. Aldrig har Marx taget mere fejl.

Venstrefløjens ateister stirrer på, hvilke fysiske virkelighedsforestillinger hver enkelt har i hovedet. Religion kommer ensidigt til at handle om, hvad den enkelte vælger at “tro på”. Tro er noget, det forstyrrede menneske har i hovedet, og tro kan bare fjernes.

Når så trosbekendelsen lige lines op og forstås som udsagn fysisk og historisk virkelighed, afgøres sagen i en håndevending. Nej, Maria blev gravid på ordinær vis og ikke ved noget himmelsk indgreb. Nej, Kasper, Jesper og Jonatan blev ikke styret af en ledestjerne over Bethlehem. Jo, det kan godt være, Jesus blev korsfæstet, men han stod formentlig ikke op af graven på tredjedagen. Da James Bonds rygjet ikke var opfundet, blev gespenstet nok heller ikke suget op til manden med det hvide skæg imellem skyer og himmel. Og hvis folk pludselig kunne omgås hinanden fredeligt og tale sammen uden simultantolkning, var det nok ikke med Guds hjælp: Tipskuponen er fyldt med totaller, signalerende sejr til udebanen. Geden barberet. Kristendom er vås. Ateisten svarer aldrig derefter ordentligt på, hvad han så har af religiøse forestillinger tilbage, når de gamle myter er amputeret væk.

Kernen i dette er påstanden om, at hvert menneske kan vælge sin tro efter behag. Tro og religion reduceres til noget individuelt, som folk skal holde udenfor virkeligheden. Det er sludder.
Ligesom talrækken og bogstaverne giver det ingen mening at spørge, om tro er menneskelige påfund, som ikke findes i virkeligheden. De griber i hvert fald konstant ind i den.

Højrefløjen har uimodsagt udviklet en ritualiseret form for praksis, hvis postulat er: Kristendommen stopper ved grænsen. Det fejres ved afsyngelse af fædrelandets vemodige sange. Man kan gå frejdigt ad de veje, Gud tør kende, men vejen stopper ved Kruså.

Venstrefløjen er forfladiget til at falde for højrefløjens dogmer. Religion og politik ikke må blandes sammen; troen er noget, man kan vælge som  kødpølse i et supermarked.

Muligvis har Grundtvig i folkekirken sejret over Indre Mission, så der er udviklet en slags højborgerlig kristendom med hang til pynt. De svirp, præsten kan finde på at svinge over menigheden, giver ikke mere anledning til refleksion end knaset, når man spiser fragilité til kirkekaffen efter højmessen. ‘Fragil’ betyder skrøbelig. Skrøbeligheden i enhver af os er udgangspunktet. Udgangspunktet for den simple medmenneskelige erkendelse af, at enhver har brug for ikke bare at være med i et fællesskab, men også trods enhvers usikkerhed og fejl at blive respekteret som socialt individ.

Den klæge kristendom handler om Gud, Konge og Fædreland, faner,marcher  og falbelader. Men der er jo også en mere simpel kristendom, der handler om Tro, Håb og Kærlighed. Folkekirken må prøve at komme ud over den form for magtloyalitet, som dels aflires fra mange prædikestole ved standardhøjmessen, hvor der bedes for Kongehuset som magtudøver, dels afspejles i borgerlig kristendomsforståelse. Vi mærker den forestilling, når en eller anden fra Dansk Folkeparti harcelerer over biskoppens prædiken ved Folketingets åbning. For der prædikes der tiltroens og tillidens sejr over frygten og hadet, så vi i et grænseoverskridende fællesskab får mod til at turde møde virkeligheden, den fysiske, sociale virkelighed med de opgaver, den præsenterer for os.

Der er ingen af tidens store problemer, der ikke kan spejles ind i et folkekirkeligt univers. Ligegyldigt, om det handler om global opvarmning, forurening af vandmiljøet, undertrykkelse af fattige, flygtningekrisen, så enten kan de eller burde de uden besvær kunne bæres ind i det folkekirkelige fællesskab. Kom og hør efter.

Men på bænkene sidder den ene nationalkonservative menighed efter den anden. Derfor har folkekirken brug for venstrefløjen.


Venstrefløjen har brug for folkekirken. Begyndelsen er næppe uoverstigelig. I forskellige udgaver oplever vi også en reaktionær, selvtilstrækkelig og navnlig intolerant venstrefløj, der mere optræder som kustode for velerhvervede rettigheder, og som i sin opdragelse er faldet for liberalismens mest tåbelige fejltagelser: Troen på viljens frihed og opgivelsen af mangfoldigheden. Store dele af socialdemokratiet og SF hærges af en ny form for racisme af typen: “Jeg er ikke racist, men …” Og så stopper tolerancen. Med kristen ballast ville det næppe være gået så galt.

Hvert menneske på sit livs rejse er udstyret med den værdighed, som Gud har givet hende eller ham. Derfor fortjener enhver respekt. Hvis tankegange, livssyn og holdninger skal ændres, – det sker livet igennem i den daglige omgang – så sker det med venlighed og ikke med straf og forfølgelse.

Det er banalt set, at fremmede kommer hertil med de forestillinger om godt og ondt, som de har lært hjemmefra. Der kan derfor opstå konflikt mellem vores og deres former for social kontrol. På nogle områder er forskellene måske så store, at skikkene folk kommer med, er uforenelige med vores. Men så må vi løse dem i fællesskab.

Den almindelige danske venstrefløj havde, troede jeg, et udgangspunkt, der var rummeligt nok til at give plads til forskellighed under treklangen ‘lighed, frihed og broderskab’. Bag den er der ingen eksklusivitet, der er fællesskab. Og endnu klarere: Der er intet modsætningsforhold mellem “Tro, håb og kærlighed” og “Lighed, frihed og broderskab”. Begge treklange er grænseoverskridende.

Mest iøjnefaldende er begrebsparret “kærlighed” og “broderskab” (undskyld, søstre, men I er altså også med). Måske kan andre ord og begreber anvendes også: respekt, accept, solidaritet, tillid?
I praksis handler det om, hvordan vi omgås hinanden. Dermed dementerer de begge den idiotiske påstand om, at tro skulle være en privatsag. Det er den ikke, for hvert menneskes tro er den udstrakte arm mod næsten. Eller håbet om at blive favnet.

Socialismen har inkarneret frihedsbegrebet, som dermed ikke er noget liberalt monopol. Hele den politiske kamp handler om at ophæve slaveri under enhver form at stille både enkelte menneske og samfundet frit.

Hvad ligheden angår, er det hele ret enkelt. Enhver er i kristen forstand Guds barn, og ingen kan stille sig imellem. Derfor er ingen bedre end andre. og intet menneske skal på Guds vegne prøve at sætte sig imellem. Hver af os er et mødested mellem godt og ondt. “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Vi må acceptere hinanden med de små og navnlig kæmpestore fejl, vi gør i det daglige. Det hedder tilgivelse i kristen sammenhæng og solidaritet i socialistisk.

Da vi ikke kan sprætte hinandens hjerner op og måle, hvis trosforestillinger, der er Gud mest velbehageligt uden at skade næsten, er det nok bedre at lade den sag ligge og tage hinanden i næstekærlighed og solidaritet der, hvor vi nu er.

Og det rummer folkekirken.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *