Socialisme ind i kirken

 

Vor Frue Kirke Nuuk
Marine Duc Photo
marts 2017 (c)

Mange socialister i Danmark har det med at afvise kristendom som overtro. Der er tale om en tradition, der stammer dels fra Karl Marx’ berømte udtalelse om, at “religion er opium for folket”, dels fra kulturradikalismens rødder – i Danmark brødrene Brandes og for den sags skyld Viggo Hørup. Den akademiske elite har fremstået som ateistisk på ganske få undtagelser nær (Ebbe Kløvedal Reich, fx). Den såkaldte “fritænker”-tradition var den sproglige iscenesættelse, hvis kritik af religion og kirke som en slags overflødig bundethed har årene igennem stået meget stærkt.

Det billede er så stærkt, som det kan være. De er på en eller anden måde i ret vidt omfang enige med Anders Fogh Rasmussen og andre i den udlægning, at religion og navnlig folkekirken skal holdes ude af det offentlige rum.

 

Enigheden er underlig, men forståelig. I de glade 1970’ere var den revolutionære universitetsgarde fast forankret i troen på, at alting er politik. Alting skal fortolkes og ses i et klassekampperspektiv. Afføring, vask, samlejer. På den måde kunne glæde og forelskelse meget hurtigt opfattes som en borgerliggjort afvigelse fra de marxistisk-leninistiske principper, og fænomener som øl og fodbold var udtryk for repressiv tolerance.

Den bevidstgjorte marxist blev efter endt skoling blev i al denne skolastik gjort til et i princippet alvidende væsen, så irrationalitet, psykologi og følelser blev set som svigt overfor det revolutionære projekt, der gik ud på at skole og bevidstgøre arbejderklassen.

Socialismen er ikke hudnær. Der er ikke så meget kys i den. Ganske vist hørte jeg om en pige, at hun var en rigtig kommunist, fordi hun gav rigtig gode blowjobs. Men det var i 1970, og jeg har ikke hørt påstanden gentaget siden.

Set med de øjne var fænomener som sogneliv på landet naturligvis rudimenter fra en uforstået fortid.  Det eneste sande fællesskab var de kæmpende kadrer af kloge marxister og arbejderklassen, der blev bevidstgjort ved at høre på de belærende studenter.

De dage er forlængst overståede, og sammen med de rigoristiske skolingsmarxister levede blomsterbørn, potrygning og frigjorthed.

Psykologi har altid i nogle marxisters bevidsthed haft en perifer placering. Det er en skam, for de centrale begreber om vold, undertrykkelse og solidaritet refererer helt eller delvis til kropslig smerte, ydmygelse og fællesskab. Uanset om man starter med Mundt, Freud eller Jung, har disse personer med deres interesse for individet for sig og dets sjæleliv (personlighedsmodel)  været uforenelig med marxismen på den ene side og kirken på den anden.

Kirkens placering som statsbærende blev kanoniseret af tyskeren Max Weber: “Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus”, hvis hovedpåstand er, at den protestantiske tankegang og kultur skulle være bærer af moderne kapitalisme.

En overgang kunne have været Habermas (borgerlig offentlighed).

Befrielseskirkens højskoleaktivitet vil blandt meget andet analysere og beskrive nutidige relationer mellem samfund og religiøs etik.

Privatsfæren og det politiske liv

De store ting i det individuelle liv udfolder sig indenfor privatsfæren. Det er der, kirkerummet kommer individet i møde. I det omfang, jeg har ret i påstanden om, at socialismen kun beskæftiger sig med realiteter udenfor privatsfæren, mest set som velfærd og fælles levevilkår, mangler koblingen mellem frihed og solidaritet. Tager man de to treklange: “Tro, håb og kærlighed” og “Lighed, frihed og broderskab”, hænger de jo sådan set godt nok sammen.

Koblingen ligger også i, at hvert individ er uendelig værdifuldt, enten som Guds barn, eller bare  i den sekulariserede udgave et menneske, der har samme krav på respekt som ethvert andet individ.

 

Venstrefløjen i den brede generelle forstand savner psykologisk nærkontakt. Politik og privatliv skal kobles på en eller anden måde. Principrytteriet og den politiske kamp kommer ikke af sig selv ind under huden, hvis ikke den udfolder sig i et fællesskab og til syvende og sidst en linje ind i det personlige liv.

Nu kunne man så sige, at deltagelse enten i NGO’er eller i politiske partier er stedet. Sådan var det måske en gang. Men politik er blevet til principrytteri, og risikoen er dets vaporisering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *