Når troen vender sig indad

Mine år i Grønland har lært mig noget om kristendom. Den grønlandske befolkning opfatter sig som kristen. Og hvad det så nærmere indebærer, er for mig mere uklart. Men det er en egenskab nok så meget ved befolkningen som ved den enkelte. Det er befolkningen, der er kristen. Med andre ord spilder den almindelige grønlænder ikke alt for meget tid på at spekulere over, hvad troens væsen i hendes eller hans tilfælde i virkeligheden er.  På den måde minder fisker- og fangerfolkets måde at tro på måske mere om sognefællesskabet i landsbyen under enevælden og den tidlige oplysningstid – måske sådan, som det var før stavnsbåndets ophævelse.

Det 19. århundredes vækkelsesbevægelse åbnede Danmark for forskellige måder at være troende på. På den måde blev troen på Gud en slags nyt objekt for allehånde former for opmærksomhed, herunder selvfølgelig også blandt de lærde. Kierkegaard er formentlig mere kendt i udlandet end Grundtvig. Ærgerligt, fordi Grundtvig var udadvendt og insisterede på den gode folkelighed, mens Kierkegaard spankulerede rundt og spekulerede på, om kirkernes og menighedernes tro nu også var sand eller falsk.  Midt i dette hurlumhej havde vi så den missionske tro med vægt på social kontrol og overholdelse i sognet af forholdsvis strenge moralnormer. Hvis seksualitet er blevet udsat for nedgøring og synonym med synd i folkekirken, må man i høj grad kritisere missionsbevægelserne for det.

Religion er et kulturfænomen, der udfolder sig i et samfund. Derfor udvikler den sig og tilpasser sig hele tiden det pågældende samfunds aktuelle vilkår. Derfor er det nærmest umuligt i Danmark at skelne mellem det kristne og det ikke-kristne. Der er næppe nogen tvivl om, at der er vokset nye narrativer og myter frem udenfor folkekirken. Kampen om Danmarks selvforståelse finder mere sted i medierne end i kirken, og de politikere, der påkalder sig kristendommen, gør det med et politisk og ikke specielt kristent formål. Det er sådan set på en måde i orden, for selvfølgelig er der en sammenhæng mellem kirke, kristendom og politik. På den anden side må vi lige i forbifarten bemærke, at de  samme mennesker, der mere end andre bruger kristendommen som skalkeskjul for det, de forstår som kristne værdier, er ude i et ærinde, der minder mest om fremmedhad og selvglæde – værdier, der bedst udfolder sig uden tilknytning til kristendommen.

De nye myter om Danmark som særligt demokratisk og særligt lighedsorienteret, som miljømæssigt foregangsland etc. er dybt indarbejdet i det politiske miljø og gentages som regel i pressen.  Men vi vandt ikke anden verdenskrig, vi opfandt ikke demokratiet, og på listen over de værste miljø- og klimasyndere er Danmark i top. Fattigdommen florerer, og vi er ved at indføre det 19. århundredes socialpolitik med en sondring mellem værdige og uværdige trængende.

 

Midt i alt dette har en relevant myte også bredt sig: Ideen om, at tro alene skulle være et personligt, indre anliggende: hvad den enkelte i det hele taget antager om livets mening og verdens indretning, set uden nogen kulturel sammenhæng. Det religiøse liv skal følgelig adskilles fra det sociale liv, for smag og behag er jo forskellig. Og da vi lever i et såkaldt frit land, må man jo ligesom man må mene,hvad man vil, også tro, hvad man vil? Hvad indebærer ellers trosfrihed??

“”Mythe” er et græsk ord, der betyder “fortælling”. Specielt anvendes det om de sagn, grækerne ligesom andre folkeslag har fortalt om de ældste tider som en forklaring på, hvorfra verden og menneskene stammer, hvorhen vi kommer efter døden, og hvorfor livet arter sig, som det gør”.    (Henrik Hertig, Antikkens Mytologi)

Problemet med denne mytologi er den måde, vi griber den an på, approachen. Immanuel Kants kategorier lægger op til, at man ser nogle af de vigtigste kulturskabte påhit som “a prioriske”, De går forud for erfaringen. Logikken, talrækken, tidsbegrebet, er forståelseskategorier, vi bruger til at fatte dagligdagen og virkeligheden i samfundet med. Ligesom alfabetet og bogstaverne. Religiøsitet hører til blandt de a prioriske kategorier; de kan ikke sidestilles med smag og behag om løg- og persillesovs. Meninger, vi går rundt og drøfter med hinanden, spejler alene den sociale virkelighed som emner, hvor vi deltager ved at stille løse problemer – spændinger mellem aktuelle ønsker og tilstande.  De religiøse myter og virkelighedsforståelser er at langt mere fundamental og vidtrækkende karakter. Og det er en vild fejltagelse at bilde sig ind, vi selv tager stilling til dem med bevidstheden alene. De flyder i fællesskabet.

Kristendommen er kun een religion i det danske samfund. Her tænker jeg ikke så meget på de andre trosretninger, men på de andre sekulære mytologier, der breder sig. Måske er den indbildte ateisme den mest forhærdede, latterlige og underlige. At tro på ingenting at tro på er så åben en selvmodsigelse, at den burde være til at få øje på, og de latterligt konkrete påstande om, hvad andre tror på, skriger til himmel og helvede på samme tid.

Der er måske et par valg, man som enkeltperson alligevel må kunne træffe:

For det første  “Ingen  kan tjene to herrer – der er enten Gud eller Mammon.” Det indebærer simpelthen et valg: Gør oprør mod kapitalmagten som styrende princip i det moderne samfund.

For det andet syndsbevidsthed: “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Arvesynden er et menneskeligt grundvilkår. Godhed ligger som vilje i enhver, men besværet med det er stort. Derfor er målestoksforholdet dette, at gudsbilledet er en perfektion, mens vi lever som dem, der ikke på nogen måde kan leve op til det.

 

Fællesskabet i folkekirken er traditionelt et geografisk inddelt fællesskab. Men med sognebåndsløsning og valgmenigheder er den anden dimension, at man deler sig efter anskuelser, en oplagt mulighed. Udgangspunktet i valgmenighedsloven er nok, at der både skal være en stedbunden menighed. Men fx. dækker Vartov reelt hele hovedstadsområdet.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *