Prædikentekst 28. oktober 2018 – 22. Søndag efter Trinitatis

 

 

 

22. søndag efter trinitatis

28-10-2018

Tekstrække: Anden række

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb, for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sine hjælpeløse. Men Zion siger: »Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!« Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje. De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej, de, der rev dig ned og lagde dig øde, drager bort fra dig. Løft blikket, se dig omkring: De samles alle og kommer til dig. »Så sandt jeg lever,« siger Herren, »skal du iføre dig dem alle som smykke, du skal binde dem om dig som bruden sit bælte.«

Esajas’ Bog 49,13-18

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

Efeserbrevet 4,30-32

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«

Matthæusevangeliet 18,1-14

Inspiration til din prædiken?

af Mikael Hertig, gadejurist

Disciplene i det Nye Testamente spiller den samme rolle i fortællingerne som den fortrolige, men ikke alt for kloge gode ven. De stiller de dumme spørgsmål, som gør, at vi alle kan være med. Som Horatio i Hamlet. Men vi, der sidder til Højmessen her i kirken, kan fint lade os repræsentere  som lidt dumme disciple i dagens tekst. Det spørgsmål, disciplene stiller Jesus om tro og fromhed, det er:

“Hvordan skal vi opføre os for at Gud i Himmeriget sætter særlig stor pris på os? ”

De af os, der kommer i kirken for at føle os særligt fromme, må undre os. Er meningen med at være kristen ikke at gøre sig lækker overfor Gud? Ser man på babyen eller det lille barn, er hun eller han så ikke decideret ligeglad?  En ting er, at babyer indimellem kan være nuttede, og at de kan vise stor glæde for deres forældre. Men hopper Jesus i sit svar netop ikke de voksne over?

I USA’s akademiske miljø optrådte omkring 1970 en matematiklektor, Tom Lehrer. Han spillede og sang sine egne satiriske sange. I forbindelse med dem startede han altid med en gang small-talk. Til en sang med titlen “Den nationale broderskabsuge” indledte han med at sige:
”Jeg er sikker på, vi er enige om, at vi alle skal elske hinanden. Jeg ved også, at der stadigvæk er folk i verden, som ikke elsker deres menneskelige søstre og brødre, og jeg hader den slags folk.”

Hvordan møder vi som mennesker verden, vores sociale omgivelser? Hvor i alverden kommer tanken om at gøre sig lækker overfor Gud fra?  Er det noget med at udstille sin egen godhed, og hvis man har en, er meningen så at udstille den, så alle kan se den. Er meningen, at vi skal være gode på de ondes bekostning?

Mange steder i det Nye Testamente er Jesus dialektisk. Det er han bestemt også her.  At være “dialektisk” betyder i første omgang bare, at man stiller samtalen op som en dialog med spørgsmål og svar. Men det har også at gøre med at svare modsat af det, spørgeren forventer. I både kristen og marxistisk forstand handler dialektik også om at forene modsætninger.  Måske kender nogle her trekanten: 1) Tese (antagelse) , 2) Antitese (det modsatte) og 3) syntese: den fælles konklusion?

For den tyske filosof Hegel var dialektik et kendetegn ved virkelighedens udvikling. Spørgsmålet: “Hvor kommer forandringen fra?” fik hos ham og hans efterfølgere Simmel og Marx et svar, der gik på, at man skal finde de indre spændinger og kan studere forandringens opløsning i en ny spændingsløs tilstand, uforudset – en mutation.

De af os, der af og til har små børn – også kaldet babyer i  vores nærhed, vi ved, at børnene slet ikke er fromme. De gør sig ikke lækre overfor Gud, og vi kan tvivle på, om de kender noget gudsbegreb overhovedet. Derimod kaster de sig over verden og prøver den af fra morgen til aften. De prøver virkeligheden af. Med fine ord har de en tentativ approach, en tilgang, hvor undren er udgangspunktet, og hvor de moralske spørgsmål om at være god eller ond er ude af forestillingsverdenen. Børnene er lækre som sig selv og behøver netop ikke at forstille sig. De bilder sig ikke noget ind, de er ligesom kærligheden, som den omtales hos Paulus:

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.  “
Det er, hvad vi kan lære af de små børn.

Vi skal ikke sidde her på kirkebænkene for at gøre os lækre overfor Vorherre. Det er indgangen til dagens nytestamentlige tekst hos Matthæus.

Men før vi kommer til den tunge del af teksten, må vi lige en tur omkring syndefaldsmyten – Adam og Eva, kundskabens træ og paradiset, de blev jaget ud af. I avisdebatterne blandt de kloge om “tro” og “viden” sker det tit, at dialektikken, spændingsforholdet forsvinder ud af diskussionen. “Tror du eller ved du?”, bliver der spurgt. Tro bliver til en slags indbildning, mens viden bliver til sandhed.  Men det er indbildning. På den måde piller den indbildt kloge selvbevidste sekulære begrebet tro ud af bevidstheden som var det overflødig overtro. Barnet ryger ud med badevandet. Barnet lærer verden ved at kunne undre sig.  Når den voksne bilder sig ind at vide noget, bliver den barnlige undren overflødig.  I eventyret om Adam og Eva, der begge spiser af kundskabens træ og derved mister deres seksuelle uskyld og får viden i stedet, er det en oplagt pointe, at viden og kundskab ophæver forundringens fortryllelse, og den paradisiske tilstand introducerer en ny forbindelse: forholdet mellem ondskab og viden.

Den kan vi vende tilbage til om lidt. Men forinden skal vi lige tage den der med tro og viden een gang til. At tro er evnen til at kunne undre sig. Undren er også evnen til at tvivle på  det, der ligner gængs almindelig viden. Enhver videnskabsmand møder hver dag verden med en evne til at drage eksisterende viden i tvivl.

Man kan næppe sige, at undren og tro er det samme i kristen forstand. Men i den kendte treklang: “Tro, håb og kærlighed” ligger evnen til at undre sig, at prøve af, som en grund under det hele. Prøv og mærk verden – sådan som et lille barn gør det.

Så vender vi nu tilbage til den overraskende forbindelse mellem ondskab og viden. I disse dage ser det ud til, at USA og Rusland er ved at genoplive den tidlige efterkrigstids kernevåbenkapløb. Niels Bohr fortrød sin deltagelse i udviklingen af atombomben, fordi han ikke tiltroede de politiske systemer evnen til at forvalte den til menneskehedens fredelige og humane udvikling.

Lige netop denne sammenhæng skrev Ole Wivel om i sin salme – her læser vi første og sidste vers:

“Der truer os i tiden en ond,
usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed’
til skyggen på en mur.

En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
­alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt. ”

Når Jesus med stor brutalitet beder disciplene om at se deres egen ondskab i øjnene og bekæmpe den, så er det med henvisning til tvivlen på menneskets og menneskehedens, din og min, evne til at forvalte viden på den gode måde.
Deb svulstige selvhadende amputation af øjne og lemmer udtrykker et billedsprog, der ikke kan ses som videre høfligt i vores velopdragne verden.  Det er heller ikke meningen. Jesus vil råbe disciplene op. Opgaven er at se sin egen ondskab i øjnene, eller at se sin egen svinehund som det, den er: en daglig følgesvend, der skal fodres så lidt som muligt.

Således kan dagens tekst efterlade os med endnu et stort spørgsmålstegn, en måske ny undren:

Er evnen til at undren god, mens evnen til at få nyt fodfæste, ny viden skulle være ond? Hvis det er sådan, så er det fordi – ligesom med den globale opvarmning – at vi hele tiden overser de konsekvenser af vore handlinger, vi ikke har styr på.

Derfor handler dagens nytestamentlige tekst med en undren over vores manglende evne til at tage helheden med i vores verdensbillede, som altid er ufuldstændigt og derfor altid efterlader plads til selvransagelse, undren og tro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *