De falske profeter: Om den gode vilje og de gode konsekvenser

Mikael Hertig, Selvportræt maj 2017 GNU LICENS CC0

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«     (Matthæusevangeliet 7,15-21)

Fotomontage, hvor ulv og får er vokset sammen

Vendingen “ulv i fåreklæder” kommer fra dagens tekst.

 

Tine Bryld skrev i sin tid en bog, der hed  “I den bedste mening”. Den handler om tvangsfjernelsen af grønlandske børn fra deres forældre. Det var, mente man i regeringskontorerne i Danmark, bedre for børn at vokse op som danskere end som grønlændere. Så derfor berøvede man dem fra deres egne hjem, deres egne forældre, og så satte man dem ind i søde og sikkert velmenende danske plejefamilier  i stedet for.

I Danmark er vi vant til at dømme vore medmennesker nok så meget på de gode intentioner, den gode vilje, som vi dømmer folk på konsekvenserne. Det skyldes tilgivelsens natur, det kommer  vi tilbage til. Dobbeltheden i titlen på Tine Brylds bog er så markant, fordi det gik så forfærdelig galt. Der var noget, politikerne overså. Nemlig at man krænkede børnenes ret til at være sig selv sammen med deres opvækstmiljø. Kort sagt det er bedre at have sig selv med, at være et med sin identitet, end det er at skulle laves om af hensyn til et eller andet selvfedt nationalistisk velment initiativ, hvis undervurdering af andre menneskers menneskelige værdi for eftertiden synes at skrige til himlen.

Jesu ord overrasker ofte, således også her. Døm hellere på konsekvenserne end på intentionerne. En af de mest kyniske realister i europæisk åndslivs historie, den brutale venezianer Macchiavelli sagde det kort og klart: “Interessen lyver aldrig.” Man skal se  linjen tilbage til de sande intentioner, ikke på magthavernes orale præstationer, men ud fra en idé om at de varetager deres interesser, så de opnår de resultater, de i virkeligheden ønsker. Se ikke på, hvad de siger, men på, hvad de gør.

Det ligner jo mere end noget andet end kras realisme, parret med en opfordring til oprør mod de magthavere, der besmykker deres ord, og som hævder at ville det gode, men i virkeligheden gør det onde.

I administrationernes omgang med borgerne bruger man noget, der kaldes “girafsprog.  Som andre smarte gurutiltag er der tale om en fiks idé,  der går ud på at ville tage borgeren alvorligt. Udgangspunktet er en metode til konfliktløsning, hvor sagsbehandler og borger skal se hinanden som ligemænd. Girafsprogets mest kendte sliksøde signal i Jobcentret er “Jeg forstår, hvad du siger”. Det kan være sandt, og det kan være falskt, men det lyder meget pænt. Når borgeren så forlader kontoret, kan det være, den sliksøde dialog ender med, at vedkommende sanktioneres, så familien for en tid mister sit forsørgelsesgrundlag. Fejlen ligger flere steder. For det første er magtens folk, sagsbehandleren, embedsmanden, aldrig ligemand overfor borgeren. Det er ikke borgeren, medmennesket, der bestemmer hen over skrivebordet. Derfor er der noget kritisabelt i at signalere, at vedkommende er borgerens bedste ven. Embedsmanden er sat til at passe nogle love og bestemmelser, som kan være afgørende gode eller dårlige for borgeren. Der er ikke noget ligeværdigt forhold der, og det er skændigt at påstå ligeværdighed, når den fundamentalt ikke er til stede. Ordet girafsprog henviser til en idé om at rovdyr er onde og drøvtyggere er gode. Denne disneyficering er selvfølgelig amerikansk. Ideen om at bruge metaforer fra dyreverdenen er en form for barnlig antropoformisme. Modsætningen til giraffen med det store søde hjerte er løven på savannen. Nu er det nærliggende i anledning af dagens tekst at se på forholdet mellem fåret, det uskyldige, og ulven, det glubske rovdyr. Forskellen på de to metaforer er, at girafsproget tillægger dyret menneskelige egenskaber. Der er ingen hyrde. Han er væk, men den gode hyrde beskytter fårene mod de glubske ulve. Med andre ord er Gud med i evangeliets metafor, men ikke i den med girafsproget.

Påstanden om som udgangspunkt at ville være medmenneske og ikke ond sagsbehandler ser bort fra konsekvenserne.

En anden amerikansk tankegang fra 1960’erne hed transaktionsanalyse. Transaktionsanalysens simple model går ud på, at ide socialpsykologiske roller er der tre “jegtilstande”. Man kan optræde som det, der ligner en far eller mor, forældremåde. Når man er forælder, befaler man, regulerer man, udsteder ordre om spisetider og sovetider etc. Eller optræder som bestemmende overfor andre. De to andre tilstande er voksentilstanden og børnetilstanden. Fidusen hos ophavsmanden er, at så længe de to parter accepterer deres respektive roller, så går det fint. Men i det øjeblik, embedsmanden leger voksen og simulerer, at nu taler tro voksne ligeværdigt til hinanden, så går det galt, når afgørelsens falder. Så krydser transaktionerne. Og med krydsede transaktioner mindskes konflikten ikke, den eksploderer i hænderne på deltagerne.

Når de medborgere, der søger kontanthjælp, møder op i jobcentrene, så anerkender de uligheden mellem magthaver og undersåt. Den er de stiltiende udgangspunkt i enhver dialog om ydelser, boliger, medicin og så videre. Embedsværket uddeler ikke kontanthjælp af godhed, men af pligt. Det er medarbejderens opgave. Hvad der virkelig i den sammenhæng er på spil, er ikke pengene til midlertidig eller langsigtet overlevelse, men hver enkelts værdighed. Hvad man med rette kan forvente af den gode embedsmand er ikke hjertelighed, men den form for næstekærlighed, der med et lidt mindre prangende ord går under betegnelsen respekt. Den respekt, der ikke bilder sig noget ind, den respekt, der ikke søger sit eget, som ikke lyver.

På den måde kommer der alligevel en lidt tynd åsagsforbindelse mellem intention og konsekvens, mellem vilje, handling, magt og konsekvens.

 

I disse år oplever landets jobcentre, at medarbejdere føler sig udsat af den vrede, der kommer frem, når for eksempel ptsd-ramte kontanthjælpsmodtagere trues på eksistensen. Vi oplever også mere ubemærket, at borgere en gang imellem tvangsindlægges, fordi de foran eller i  et jobcenter søger at sætte ild til sig selv. De retter vreden, ikke mod de politikere, der har tilrettelagt landets love således som de er, men mod de embedsmænd, der er sat til at føre dem ud i livet.

Hvis det var sådan som i Disneys og eventyrenes verden, at det var meget let at skille godt og ondt fra hinanden, så ville Jesu ord og billedsprog være simpelt at omsætte i praktisk handling, også politisk. Men vi er i de moderne vestlige samfund ikke enige om, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Det er ikke enkelt. Der er måske en mere udpræget tendens til, at vi bedømmer, dømmer og fordømmer i en underlig tilstand af indre fordummelse.

Det er også her, Jesu ord kommer til undsætning, til hjælp. Til syvende og sidst ved vi et eller andet sted i den simple udgave nok alligevel en del om godt og ondt. Vi kender ondskaben på den sorte røg fra koncentrationslejrenes krematorier, på sulten i flygtningelejre, på usselhed og fattigdom. Vi ved også, hvad der er godt, for det bygger på medmenneskelig forståelse og imødekommenhed, især når den ikke udstiller sig selv som god og venlig og alle andre som forkerte og onde.  Se dog på konsekvenserne!

Den berømte jødiske forfatter Hannah Arendt tillægges den formulering, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Navnlig, når vi frikender os selv i selvretfærdiggørelsens navn overfor rimelig kritik, går det galt. Det ligger i det kristne grundsyn, at hver enkelt af os er mødestedet mellem godt og ondt. Vi skal ikke tale girafsprog, men menneskesprog. Det er i vore egne indre opgør med vor egen ondskab, vore egne indre svinehunde, at de gode intentioner fødes. Ikke i farisæisk fremhævelse af egen indre godhed.

Jeg havde en sjov onkel. Han sagde, at “Det helt store held er en forbavsende god karakteregenskab.” Ved på den måde at acceptere skæbnen et eller andet sted, eller Guds fortsatte medvirken i skaberværkets opretholdelse fik han vist lige sagt, dagens tekst også handler om.  Amen

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *