Humanisme, socialisme, kristendom

 

Et uløst problem

Mikael Hertig på en terrasse i Nuuk

Mikael Hertig, Selvportræt maj 2017 GNU LICENS

Individcentrering har sin rod i eksistentialismen

 

“Enhver står i jordens akse, gennemboret af en solstråle. Og pludselig er det aften.”
Quasimodo i Klokkeren fra Nôtre Dame

 

Vi lever i en eksistensorienteret tid. De store spørgsmål:  “Hvem er jeg?, Hvad skal jeg? Hvad er meningen?” er under voldsom individualisering.  De store eksistentialister går for at være Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard.  Sartre var svoren ateist, der så mennesket som dømt til frihed i en gudløs verden, mens Kierkegaards position snarere må ses som kristen og religiøs. Som eksistentialister var begge præget af en voldsom individcentrering, som netop trækker spor efter sig ind i vores nutid.

Den eksistentielle tilgang – (diskurs) – prøver at se mennesket udenfor de sociale sammenhænge, vi som enkeltindivider hele tiden er sat ind i. Fra vugge til grav er det det nære samvær i familien og det sociale samvær i forholdet til medmennesker rammen om menneskelivet. At se bort fra kropsligt nærvær fra amning til samleje er ikke nogen helt normal kigge-væk finte. Vi kan se bort fra så meget. Men skal helheden søges forstået, kan navlepilleriet ikke stå alene.  Vi lever i berøring med andre. Ellers sker der ingenting. For mig er ingenting i et forventningsløst.

 

“Till henne Ni har kär ska Ni gå med Er konflikt.
Hon har lösningen.
Skriv opp:
en doft av hägg och kroppmot kropp
– allt annat är lögn och förbannad dikt.”
Hjallmar Gullberg, Svensk digter og hegelianer.

 

Mennesket er et socialt individ. Det resultat kom i det mindste Sartre til gennem fx “Eksistentialisme er humanisme”, og han levede i et samliv med Simone de Beauvoir. Vore drømme filtrer sig ind i hinandens, og den verden af forventninger, sorger, lidelser og glæder, vi hver især lever igennem, involverer hver eneste dag andre.  Men ingen slipper igennem livet uden også at stille sig de store spørgsmål: “Hvem er jeg?” – svarende til indskriften over Oraklet i Delphi: “Kend dig selv”. Eksistentialistens introvers slår over i sin sociale modsætning, humanismen.

Imperativet: “Kend dig selv”  står netop over et orakel. For hvad søren vil det dog sige? Skal man skære sin krop op? Næppe, man skal se sig selv i sin samtidige sammenhæng i nærværet med de andre, og fungere, som det forventes af én i den situation, man er anbragt i.

Nærhed i det sociale univers.

Menneskelivet handler i sociologien om livet i gruppen. De centrale begreber er:

  • Personer Her er der tale om dig og andre individer
  • Interaktion: at man kan meddele sig til andre og på den måde udløse handlinger
  • Situationer. Karakteriseret ved, at de pågældende i en eller anden form, helst fysisk er til stede på et bestemt tidspunkt
  • Forventninger. En forventning er defineret ved, at man kan kan få den anden til at udføre handlinger, sige eller gøre noget, eller selv at modtage forventninger, så man gør nogenlunde, hvad omgivelserne forventer af een.

Med dette som udgangspunkt kan man definere normer som forventninger til personer i bestemte situationer  og roller som forventninger tilknyttet situationer, personer aktuelt befinder sig i.

 

Når Jürgen Habermas i sit hovedværk tog udgangspunkt i en form for opdeling i privatlivet, der ikke kommer andre ved, og  det offentlige liv: privatsfære og offentlighedssfære peger han på det problematiske i, at de to sider af livet ikke hænger sammen. Man kan med udgangspunkt i Habermas’ positivismekritik, som primært er rettet imod naturvidenskabernes videnskabsbegrebs indflydelse på samfundsvidenskabelig metode godt slutte analogt. Familie- og smågruppelivets moral hører til i privatsfæren, hvorimod politik og samfundsdebat er reserveret til offentlighedssfæren.

Fjernheden i tidens socialistiske diskurs

I bred forstand har venstrefløjen levet sit liv med udgangspunkt i social indignation; den marxistiske samfundsanalyse er på få undtagelser nær forduftet. Dermed er fokuseringen på ejerskabet til produktionsmidlerne også forsvundet, og i moderne forstand begrænser kritikken af finanskapitalen sig til en moralsk forargelse over dens grådighed, hvorimod opgøret mod dens almagt lader vente på sig. Velfærden fylder rummet ud. Beskæftigelsen med at forstå og forklare, hvordan og hvorfor vores historiske og materielle situation er, som den er, er begrænset ikke til en akademisk disciplin, men til meget få personer.

Socialismen er røget ud af den borgerlige offentlige debat. Eller også er der bare ikke plads til den.  Vi nærmer os, at den tidligere borgerlige statsminister Poul Schlüters ord om, at “ideologi er noget bras”, også rammer en desillusioneret politisk venstrefløj, der er faldet ned til en kritik af konsekvenser, uden at nogen beskæftiger sig med årsager.

Hvis venstrefløjen samlet set er i krise – og hvad er ikke det – så kan man vel skrive, at. den til en vis grad er retningsløs i ideologisk forstand.

Men fjernheden er også kropsfjern, fordi den borgerlige offentlighed har flyttet enhver moralsk og politisk beskæftigen sig med gruppe og familie over i privatsfæren, som jo dermed er flyttet ud af det politiske univers.

 

Religion, kirke, tro må tilbage til offentligheden

Med Marx’ ord om, at “religion er opium for folket” er modernismens sækulariserede syn på religiøsitet og blevet reduceret til noget, der lige kan fikses med lidt mere viden, en slags sygdom, lavere stående individer snart må komme sig over.

For at forstå, hvor dybt den marxistiske kritik af religion går, henvises her til denne artikel på tysk. Religionskritik er forudsætningen for al politisk kritik, skriver Marx. Og han påviser med stor fornøjelse, at det er mennesket, der skaber religionen og ikke omvendt.

Marx vendte sig mod to ting: For det første imod, at de forskellige kirker i de forskellige tyske lande i forbindelse med dannelsen af Tyskland i 1871 spillede en systembevarende politisk rolle. For det andet, fordi forestillingen om livet efter døden kunne misbruges til at bilde folk ind, at de svageste menneskers nød og fattigdom alene skulle tåles, fordi der en på  den anden side skulle vente en lottogevinst i form af et herligt liv i paradis.

Marx sondrer netop ikke mellem religion og kirke. Han hævder, at staten skaber religion for at legitimere sig selv som den, der skaber “folkelykke”. Kirken bliver en form for fundamental systemlegitimator. Ganske vist kan det politiske system ikke gøre folk lykkelige, og så er det bekvemt at levere nogle etablerede lykkeforestillnger, som i Macchiavellisk forstand kan bidrage til at holde et ellers oplagt folkeligt oprør nede.

Artiklen er fra det 19. århundrede; man skal jo ikke forkaste filosofiens mestre på grund af deres alder. Men religionskritikken har næppe samme berettigelse i dagens Danmark, som den sikkert har haft omkring Tysklands samling ca. år 1870. Modernismen, Løgstrup og ikke mindst P.G. Lindhardt kommer imellem, fordi paradisdrømmen forkastes, i det mindste som identitetsmarkør.

 

Kirken skal tilbage til det offentlige rum

Der er næppe tvivl om, at vi i Danmark bruger kirken i privatlivet. Tro er også  noget, hver især af os har i hovedet. De, der mener, troudelukkende  er forestillinger i hovedet, der kan erstattes med viden, er forfaldet til det naturvidenskabelige vidensideal, og de har ikke kunnet tage den kritiske teori til sig. Troen er og bliver ikke en privatsag, fordi dens kerne er moralske og etiske fordringer, der hele tiden rækker ud til næsten og dermed omverdenen.

Det forholder sig utvivlsomt således, at tro også hører til i privatsfæren, som individuelle forestillinger. Men de individuelle forestillinger om verdens skabelse, om livet efter døden, om kærlighedens meninger udfolder sig i folk og deres kultur. Mythos er et græsk ord, der betyder fortælling. Når et kultur og et samfund, der bygger på sin moral og sine værdiforestillinger skal hænger myterne sammen med verdensbillede og værdigrundlag.

 

Findes Gud i virkeligheden, eller hvilken virkelighed findes han (hun, den, det) mon i?

Marx’s indvending mod religion og kirke er, at myter og sagn er opfindelser, menneskene har fundet på. Det kan ikke udelukkes, at dette rammer nogle få særligt troende. Det handler om den store misforståelse: Hvis Gud er en menneskeskabt forestilling, skal religionen så forkastes? Mange mener ja. Men de socialistisk orienterede religiøse må mene nej. Både sproget, alfabetet, logikken og matematikken er jo også menneskelige påfund, der fungerer som kategorier, vi tænker med.

Ateisternes forvirrede forestillingsverden lider under, at de ikke ved, hvor deres værdigrundlag stammer fra  De fornægter internaliseringen af kulturelle værdier som historisk fænomen. I det hele taget lider de, som jeg oplever det, i nogen udstrækning under den vildfarelse, at moral og etik ikke bare er personlige anliggender, som personen i vores individualiserede verden selv finder på. Værdigrundlag og ideer er basis for sammenhængskraften i vores kultur.  Den hviler i det mindste på et kulturkristent, humanistisk værdigrundlag. Men i den perverterede fremstilling bliver værdigrundlaget den enkeltes egen opfindelse og den enkeltes eget personlige ansvar – i en verden,  hvor enhver kan sejle sin egen sø.

Værdigrundlaget er aldrig individets personlige opfindelse, men skal ses i sammenhæng med den kultur, vedkommende uden nogensinde at være blevet spurgt er vokset ind i. Med et vræl kom vi til verden. Vi blev ikke spurgt. Det er ikke nogen fejl. Sådan er det bare.

Dansk humanisme hviler – det er min centrale påstand – langt hen ad vejen på kristne og europæiske værdier.  Politisk set er det også min vurdering, at det med nationalkonservatismens og etnofobiens indtog i dansk politik er den, der er truet.

Hvad så med kirken?

 

Kirken har det med at fremtræde som en samfundsbærende, konform institution. Tilforladeligheden bruser ud af spidsborgerlig selvforherligelse. Men kirken har, sit inderligt borgerlige præg til trods, den brod, der peger entydigt hen imod kampen mod grådighed, pengemagt. Kristendom og kirke vender sig klart imod enhver tendens, der svigter de nødlidende, de fattige, de syge og de sultende.

Derfor er venstrefløjens ordinære venden ryggen til kirken uforstandig. Der er for mange, der instinktivt vender sig imod noget, de har mødt i deres barndom af salvelsesfuld selvforherligelse, farisæisme, eksklusivitet og småborgerlighed.

Leder man fortsat efter disse fænomener i folkekirken, kan man godt finde dem endnu. Tidehverv har ikke levet forgæves.

Men i kirken kan vi stå ved vores individuelle skrøbelighed og alligevel skræve over skellet mellem privatsfære og offentlighed.

 

Derfor er kirken nødvendig. Også for dig. Spørgsmålet om transcendens er vigtigt, men ikke centralt til at begynde med.

 

 

 

 

 

  2 comments for “Humanisme, socialisme, kristendom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *