Optakt til prædikener til Jobcentrets Ofre

Til “Jobcentrets Ofre”

 

Mikael Hertig på en terrasse i Nuuk

Mikael Hertig, Selvportræt maj 2017 GNU LICENS

af  Mikael Hertig

Kristendom var et oprør. Kirken blev mest systembærer?

 

Foto med et fiskesymbol foran himmel og hav

Fisken som symbol

 

Under 2. verdenskrig var det svært at være antinazist i Tyskland. Hvordan skulle man møde hinanden uden at blive afsløret? En af måderne at sikre sig på bestod i, at man så den anden i øjnene og lige så stillede nynnede melodien til en kendt tysk sang: “Die Gedanken sind frei”.

Oldkirken var en kristen og politisk modstandsbevægelse.  Også dengang var det risikofyldt at give sin politiske modstand til kende. De kristne brugte, såvidt jeg er blevet fortalt, at tegne fiskesymbolet hen over jorden.

Vi har vænnet os til, at kristendom og politisk modstand er helt modsat rettede størrelser. Kristendom og kirke står for mange, herunder Jobcentrets Ofre, for  at være samlet som et tegn på nationalkonservativ veldædighed. Socialt oprør og kirke fremstår som helt modsatrettede størrelser, og hjælp til de fattige ses alt for ofte i et hattedamernes veldædige lys.

I Folkekirkens regi udøves der socialt arbejde,  diakoni, reelt set i en uselvisk, inkluderende udgave, men som hovedregel uden partipolitisk eller oprørsk retning.  Derfor risikerer kirken midt i veldædigheden helt at glemme sin oprørske fortid.

Folkekirkens tekstrækker har op til påsken gemt følgende sammenhæng væk: Jesus blev korsfæstet som politisk oprører. I Matthæusevengelitets kapitel 21. (Indtoget i Jerusalem):

 

Jesus med hævet sværd ved at rydde boderne på tempelpladsen. Maleriet

Jesus rydder tempelpladsen

Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.« Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: »Hosianna, Davids søn!« blev de vrede, og de spurgte ham: »Hører du ikke, hvad de siger?« Men Jesus svarede dem: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?« Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania og overnattede dér.

Spørgsmålet er naturligvis, om det var underne, der fik oprøret til at brede sig, eller det var det hærværk, Jesus begiki. Eftertidens  veldædighed har måske lige lovlig entydigt valgt at se på Jesus som tryllekunstner eller det magiske, overnaturlige, der også kaldes det transcendente.

I serien af “Prædikener til Jobcentrets Ofre” kan du læse udlægning af bibeltekster, der følger gudstjenesterne i folkekirken,en i et mere oprørsk og i et mindre mystisk eller som nogen vil kalde det “overtroisk”  lys.  Jeg kan godt finde på undervejs at komme ind på forholdet mellem tro og overtro. Men fokus vil, af hensyn til Jobcentrets Ofre, være rettet mod Jer, der slettede eet citat fra Biblen for at undgå ballade. Denne optakt vil blive gengivet som indledning til hvert eneste essay.

Jeg ved, at I, der hører eller læser disse prædikener, slet ikke opfatter Jer som deltagere i en gudstjeneste – I vil tænke – “vorherre bevares”. Jeres ledelseskollegium har en gang for alle erklæret, at citater fra Biblen ikke hører til i Jeres gruppe. Hvorfor? Fordi I derved risikerer indbyrdes kævl og ballade.

Protesten mod mit opslag kom i første omgang fra Mogens Rerup, der i Haderslev Kommune har formået at gøre et ellers berettiget socialt oprør så selvcentreret, at det hele skrider – på grund af, at opmærksomheden hele tiden rettes mod ham som person og ikke den sag, han ellers hævder at kæmpe for. Det her er ikke ondt ment. Men det bliver alt for let konsekvensen. Personer spiller jo en rolle i den politiske kamp. Anderledes kan det jo ikke være. Men det må være sagen, der tæller.  Som enkeltpersoner skal vi hele tiden tænke på at træde lidt tilbage, så opmærksomheden rettes mod sagen.

Oprøret mod ligegyldigheden

Socialisme er en politisk ideologi, hvis inderste kerne er, at alle er lige, og at ingen – heller ikke i vores samfund, kald det “demokratisk” eller “kapitalistisk”.  Samfundet skal derfor indrettes sådan at alle er med og mødes med den værdighed og respekt, enhver fundamentalt har krav på. Socialismen vil bekæmpe fattigdom, grådighed og rigdom.

Kristendommen bekender oprør mod rigdom, grådighed.  Det genfinder man i Biblen, uanset hvor veldædigt den er oversat.

Fælles er at ligegyldighed er fjenden. Som mennesker kan vi ikke dele samme opmærksomhed til alle, men kampen for en retfærdigere verden, der bygger på samfundsindretninger, der respekterer den enkelte og fællesskabet samtidig. Hensynsløshed og magtfuldkommenhed er to forbundne fænomener, der strider mod det, vi har kært.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *