Tak til Morten Messerschmidt – Søren Krarups avatar?

 

Tak til Morten Messerschmidt – Søren Krarups nye avatar

Mikael Hertig på en terrasse i Nuuk

Mikael Hertig, Selvportræt maj 2017 GNU LICENS

Af Mikael Hertig

 

“Den danske kristendom”

Foto af Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt – fotograferet af Steen Brogaard

Morten Messerschmidt har med store interviews som optakt til  sin nye næstformandspost for Dansk Folkeparti med held peget på dansk kristendom, eller skulle man sige  “den danske kristendom”. Hvad der måske har forvirret nogle er, at han tilsyneladende blot henviser til syndefald og syndsbevidsthed, til et næstebegreb a la Tidehverv, hvor armslængden, der skulle række ud mod næsten, ikke helt eller næsten når igennem. Den er, om jeg så må sige, krøbet op i Ermelunden.

Man sidder med en stor mistanke om, at han som Søren Krarups Avatar (= SK’s reinkarnation i hinduistisk forstand) skal videreføre Krarups Tidehvervske og meget succesrige nationalromantiske projekt. En projekt,  der sejrrigt  har legitimeret fremmedhadet i det politiske miljø, uden at den påstået kristne retning har haft så meget direkte politisk indflydelse.  Den har vundet, kristen eller ej.

Ganske vist har der været succes på mediernes hvidlister for, hvem der må tale på kirkens vegne i nyhedsmedierne.  Skal projektet nu ske i en ny form. præget af, at legitimisationen af den den særlige “danske kristendom”, der i DF-regi lader Helligånden stoppe ved Kruså ? Det ved vi ikke; det er nærliggende at forestille sig noget i den retning, navnlig når man læser den Messerschmidtske ekko af Søren Krarup, når det handler om definitionen  af “næsten” Her er der bestemt ingen barmhjertig samaritan.

Messerschmidt og Grundtvig

N F S Grundtvig, sort-hvis med skæg

Grundtvig

 

Undervejs i sit repertoire nævner Messerschmidt Grundtvig. For, mener han, Grundtvigs kristendom er jo dansk kristendom. Og har han ikke ret? Inderligt ydmyge svenske kristne prædikanter, se dem i Mobergs Utvandrarne, eller norske helvedesprædikanter. Hvorfor fik Danmark dette varme vindpust af blidhed og folkelighed ind i  sin kristendom?

I det måske af nogen endnu kendte kortspil Casino er der en regel, der hedder “Spar fem rydder bordet”. Lever vi måske i en tid, hvor navnlig hvermand tager Grundtvig til indtægt for hvad som helst? Grundtvig opfattes som opfinder af demokratiet, selvom han var imod det som skeptiker,  Grundtvig var nationalromantiker, Grundtvig var liderlig, Grundtvig var missionsk, Grundtvig gav os skrøbeligheden tilbage. Hvad var Grundtvig ikke? Marxist, feminist? Jeg fik et godt råd af Sune Auken. Lad nu Grundtvig ligge i sin grav, forstå ham på hans samtids betingelser. Glæd dig over højskoleinitiativet og nogle af de bedste salmer, som vi stadig elsker.

 

Som jeg – uden at være belæst – ser det, har Grundtvig i sin tid måske ment noget i retning af, at demokrati og frie valg nok var en god idé, men folket skulle lige opdrages i en dannet retning først. Derfor måske svaret om oplysning, højskole, musik, glæde, salmer.
Det ser ud til – med nutidens erfaringer med demokratiet i baghovedet – at være en slags sisyfosposition.

Måske ville Grundtvig også tilgive Messerschmidt lige som os andre. Vi ved det ikke.

Men i den kommende tid er der god grund til at se på, hvad det er for et folkelighedsbegreb, Messerschmidt vil bære ind i politik og i folkekirken. Er den danske kristendom völkisch?  Er den danske befolkning Guds udvalgte folk, eller har vi i Danmark på linje med andre lande hver vores dialektisk prægede kristendomskultur, som ikke skal forstås i modsætning til andre kulturer? Hvad vil Messerschmidt ryste op med, og har han teologisk indsigt og dybde til næsten at kunne drøfte begrebet “næsten”?

 

Tidehverv og nationalkonservatisme

Alle mulige tager Grundtvig til sig. Nu også Messerschmidt. Han efterlyser, at befolkningen gennem uddannelse og opdragelse får et bedre kendskab til kristendom. Det er et synspunkt, jeg deler. Han siger endda også, at han ikke ønsker, at folkeskole og gymnasium skal vende tilbage til en forkyndende kristendom. Det er, som jeg forstår ham, ment som et almindeligt opdragelses- og uddannelsesprojekt, hvor enhver skal møde sine egne kristne rødder. Det ønske er jeg også enig med ham i.  Om faget hedder religion eller kristendom er underordnet, men kristendom må i Danmark fylde noget i faget – som ingen skal kunne fritages fra. Jeg kan – lidt drilsk – ikke lade være med at tænke på, om Messerschmidt undervejs i sin egen dannelsesrejse har lært noget som helst positivt om Islam. Ellers kunne en tur på Davids Samling måske udvide hans horisont?

Men alt i alt er der grund til at hilse Messerschmidts dannelsesprojekt velkommen. Men hvis han forestiller sig, at et sådant dannelsesprojekt nødvendigvis vil støtte en højreorienteret, nationalkonservativ politisk forståelse, så må det skyldes et indre ønske om, at det er Tidehvervsk forkyndelse, der er tale om. Hov, hvad skriver jeg her? Tidehvervsk forkyndelse? Spørger man Søren Krarup, døtre og proselytter, så forkynder de netop ikke. Problemet er, at alle andre forståelser, for eksempel humanistiske, hænges ud som ideologi, mens Tidehverv altid har Gud, sandheden og objektiviteten på sin side. Godt nok en Gud, hvor Helligånden ser ud til at stoppe ved Kruså, men alligevel.

 

 

Spin-elementet

Omkring 70 % af den danske befolkning er fortsat med i folkekirken. Den er stedet for de vigtige begivenheder i livet, og fællesskabet genoplives i mange hjem ved julegudstjenesten.

Messerschmidts anden iagttagelse er, at der er resttro tilbage i befolkningen. Kristendommen er så at sige ikke død, den er sat på pause, slumrer. Ordet vækkelse er et svar på den antagelse. Det var det i det 19. århundrede. Og det kan vise sig at være det i dag. Messerschmidt kan bruge de elektroniske medier, han behøver ikke som omtalt af Kaj Munk om indremissionæren, der kom til Ryde, stille sig op på en omvendt ølkasse.

Det interessante er, at Messerschmidt nu er kronprins i Dansk Folkeparti, og at den vækkelse, han vil kæmpe for, skal ses ikke som et religiøst, men et politisk projekt.

Også her er han Søren Krarups Avatar. Krarup har som formidler formået at sætte dagsorden på to fronter: Han har kunnet få Tidehvervs præster til at dominere hele det danske kirkelige univers, selv om Tidehverv er et forsvindende mindretal, målt på præster. Danmarks Radio bruger stort set hele tiden tidehvervske præster i debatprogrammer, ja over det hele. Kort sagt: Det er eminent kommunikation, allerede på det kirkelige område. Det store flertal af småsocialistiske præster får sjældent et ben til jorden. De optræder ikke, bliver ikke spurgt, og de har svært ved at trænge igennem.

Men den store succes er den dagsorden, der har smadret humanismen i det danske samfund og har gjort landets politiske kultur til fremmedhadsk, asocialt. Med ord som “godhedsindustrien”, “politisk korrekthed” etc. har den naïve humanisme ikke fundet et passende modtræk endnu. Det er endt med, at stort set alle partier er fulgt med over.

 

Måske er Messerschmidt, når han dybt i sit hjerte en dag finder sig selv, humanist, når det kommer til stykket?

 

Krarup har sejret politisk ad helvede til. Hvad skal man med en avatar? Det nye er det store spørgsmål: “Hvem er jeg” i udgaven: “Hvad vil det sige at være dansk?”  Den krarupske metode består i mest af alt at se på, hvem vi danskere er modsat alle andre nationaliteter. Det gælder også i den tidehvervske udgave, når det kommer til dansk kristendom.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *