Den aronitiske velsignelse, Guds tilstedeværelse og radiotransmission

Kameler i ørken i baggrunden måske en oase

Kameler i ørkenen
Kilde Lex

 

Af Mikael Hertig, 27. januar 2021

 

“Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred””

 

Vi kender velsignelsen. Den hedder “Den aronitiske velsignelse”. Vi kender den fra gudstjenesten. Vi rejser os og hører præsten velsigne os. Og så sker der – i det mindste for nogle af os – et eller andet. Vi forestiller os, tror jeg, at Gud taler til os direkte gennem præsten. Præsten bliver Guds medium. På engelsk hedder præsten også “vicar”.

Der har netop fundet en debat sted, hvor domprovst Anders Gadegaard her i coronatiden forsvarer radiotransmissionen som medium til andagt og gudstjeneste nu, hvor vi ikke bare kan mødes fysisk.

Men historien, som jeg forestiller mig den, om den aronitiske velsignelse, handler om mødet med en høvding i en ørken. Du rider med dit lille følge på kamel i ørkenen, og du får øje på en oase. Jeg forestiller mig ørkenvandring som en rejse fra oase til oase, hvor adgangen til vand og føde er mulig. Du bliver reddet af oasen. Sådan er det også for andre på rejse gennem ørkenen.

Da du når frem til oasen, hilses du velkommen af en kvinde fra den gruppe af mennesker, der  allerede har slået lejr der. Du stiger af kamelen og ledes hen til et telt. Kvinden går foran og taler med høvdingen, sheiken eller hvad vi kalder ham. Han hedder Aron. Og så hilses du velkommen med velsignelsen.

Teksten står i Fjerde Mosebog , der handler om israelitterne i ørkenen. Arons hilsen er en velkomst fra israelit til israelit og vidner om fællesskabet med Gud. Dels en hilsen fra ven til ven, dels et vidnesbyrd om fællesskabet med Gud. Gud taler gennem Aron.

Som almindelig kirkegænger oplever jeg velsignelsen som dens udløsning, en kulmination.  Forestillingen er, at Gud taler gennem præsten, højtideligheden, ritualet. Den opfattelse gælder i almindelighed ved afviklingen af enhver gudstjeneste.

På den anden side hører det den lutherske tro til, at enhver kan være præst og tale på Guds vegne. Ordet er hos Gud men det inkarnerer, det tager bolig i os og bliver til kød i os. På en måde er det måske ordinært i liturgisk forstand.

Ikke desto mindre er det centralt, for det er i velsignelsen – og her bliver jeg personlig – at transcendensen har sit udspring.

Så velsignelsen kan transmitteres. Sådan har det været før radioens tid.

 

Mikael Hertig på en terrasse i Nuuk

Mikael Hertig, Selvportræt maj 2017 GNU LICENS

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *