Prædikentekst til 15. august 2021: Selvretfærdighed og foragt

 

Gammelt maleri af Evangelisten Lukas

Lukas

 

15-08-2021
Tekstrække: FØRSTE RÆKKE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:

»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Lukasevangeliet 18,9-14

 

 

Metoo og selvretfærdighed på begge sider

 

Lad den lige stå et øjeblik. “Enhver som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Denne prædiken kommer til at handle om #Metoo og samtidig om den politiske venstrefløj.

I torsdags meddelte folketingsmedlem  Kristian  Heegaard, at han prompte forlader folketinget. Han har vedkendt sig ved mindst to lejligheder seksuelt at have krænket kvinder, som har indklaget ham overfor sit partis ledelse. I hvert fald i det sidste tilfælde har han efter eget udsagn været så beruset, at han ikke selv har nogen erindring om de krænkelser, han måtte have begået.  I dansk strafferet gælder der to principper: “Ukendskab til loven frikender ikke for ansvar“, og forsætsreglen:  Begår man en forbrydelse, kræver det dels, at gerningen har fundet sted, dels at gerningsmanden handlede med forsæt. Heegaard er helt klar over, at det forhold, at han nu ikke kan huske, hvad han gjorde, slet ikke udelukker, at han har handlet forsætligt, da gerningen fandt sted. Kort sagt: Tænker man retligt, er hans sag en tilståelsessag. Han ønsker ikke den nærmere granskning.

I forhold til dagens tekst tager han i det mindste ydmygelsen på sig. Han har forbrudt sig mod Det Radikale Venstres og dansk partipolitiks normer for, hvordan man må opføre sig.

En anden person er Naser Khader. Ligesom med Heegaard er også han havnet i mediernes udhængningsmølle. Også her gælder, at vi taler om handlinger, Khader beskyldes for at have begået, men som ingen af os andre har noget videre kendskab til. Vi kender ikke beskyldningerne, og vi kender ikke Khaders svar konkrete på de påstande om krænkelser, han måtte have begået, bortset fra, at han nægter sig skyldig.

At jeg personligt har stor sympati for den ene og ret meget mindre for den anden, spiller ingen som helst rolle. Der rettes nogle beskyldninger mod to navngivne kendte personer. Der er en risiko for, at pressen og nogle af de mere aggressive #metoo-folk fordømmer de to kendisser for en sags skyld. Normerne, der henvises til, er ikke formulerede klart og tydeligt, og  vi har ikke noget dybere kendskab til, hvad der i virkeligheden har fundet sted.

 

Der er næppe nogen tvivl om, at at grænserne for mandlig kønsadfærd  takket være #metoo  ikke bare er sat under en sikkert nødvendig debat, og at den derfor er under voldsom forandring. At adfærdsnormer ændrer sig over tiden, kan næppe undre. Normer er sociologisk defineret som forventninger til personer i bestemte situationer. Det er med andre ord lige som på en teaterscene. Forventningerne er nedfældet i teaterstykkets tekst og regi, og skuespillerens præstation er til bedømmelse hos publikum og anmeldere. Selv om der som regel på scenerne i virkeligheden er et betydeligt spillerum, så er overtrædelser af normer reguleret ved sanktioner. Det hedder social kontrol. Vi regulerer hinandens adfærd med belønning og med straf, altså  “sanktioner”. Mit ærinde her er ikke at forsvare Khader og Heegard, fordi de normer, de beskyldes for at have krænket, skulle være forkerte. Tværtimod ville jeg sikkert forsvare dem, hvis jeg kendte dem.  Her lidt om deres elasticitet.

I den aller fjerneste ende har vi blufærdighedskrænkelse, voldtægt etc., som kan straffes ved domstolene. Hvis en kvinde i Danmark blev udsat for det trumpske kunstgreb, kunne hun anmelde og få dømt gerningsmanden. Men så er der resten af scenen med upassende og krænkende bemærkninger, lettere håndgribeligheder etc.  Det er ikke ærindet her at bortforklare, at der her sker regulering ved uformel social kontrol. I første omgang må den person, der har følt sig krænket, kunne påtale det direkte overfor den pågældende. Jeg håber, denne første omgang indimellem har fundet sted, før den krænkede gik ud i offentligheden. Det ved vi andre intet om i de sager her, og det behøver vi heller ikke.

Tænk det tilfælde igennem, at en person, du er positivt stemt overfor, muligvis endda en ven, henvender sig til dig og fortæller dig, at hun eller han misbilliger din adfærd og føler sig trådt på. I undskyldnings-processen er der to samtidige fænomener: Nemlig, hvad vi overser, “det var ikke hensigten”,  og den manglende empati for vedkommende. Forståelse er altid en rejse ind i den andens land, og det er jo så pokkers, at vi ikke forstår hinanden perfekt. Empati er forsøget på at forstå den anden, og det forsøg er altid dømt til aldrig at blive helt perfekt. Den indre proces består i, at man indser sine fejltagelser, bliver ked af det og skammer sig, ærgrer sig. Den ydre består i, at man tager mod til sig og finder en så oprigtig form for undskyldning, så det med al tydelighed vises, at man skammer sig og beder pænt om, at venskabet – måske endda under en anden form – kan få lov til at fortsætte.  Bønnen til den krænkede om tilgivelse er forbundet med krænkerens evne til at skamme sig.

Enhver, der føler sig uretfærdigt angrebet, har ret til at forsvare sig. Det gælder de berørte kvinder, Khader, og det gælder Heegaard.  Khader mener ikke at have gjort noget forkert, og vi venter på, at han sagsøger de krænkede kvinder. Heegaard derimod har set sig selv i et perspektiv, hvor han ikke ønsker at krænke sit politiske parti, og hvor han har ræsonneret sig frem til, at beskyldningerne mod ham nok var berettigede. Strengt taget ved vi  ikke, om han selv ved, om beskyldningerne er sande eller ej. Men han tror det vel?  Kort sagt er forskellen, at Khader ønsker at blive renset for, hvad han anser for falske beskyldninger, måske rænkespil og politisk komplot. Det mener jeg faktisk, han er i sin gode ret til sådan personligt; men på den anden side vil stribevis af retsmøder, der handler om påstandene imod ham som MF for Det Konservative Folkeparti, næppe kunne gavne partiets omdømme.

Nogle kunne tro, jeg i forhold til dagens tekst er ude på at  skamme Khader ud som elendig farisæer og entydigt lovprise Heegaard som den, der skal ophøjes. Det er der nok noget om, men ikke helt så skarpt. I tekstens første sætning står:  “Til nogle, som troede på, de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, sagde Jesus. Med andre ord er det emnet mere subtilt: Det handler om forbindelsen mellem selvretfærdighed og foragt.

Det indebærer ikke videre overraskende, at i det mindste en del af de kvinder, der mere eller mindre anonymt for offentligheden retter skytset mod navngivne mænd, også befinder sig et eller andet sted i forbindelsen mellem selvretfærdighed  foragt. Ikke fordi normerne ikke må diskuteres, ikke fordi det ikke kan være et værdifuldt bidrag til deres iver for at få dem ændret, men fordi trekanten mellem dem selv som ofre, pressen og offentligheden som redningsmand og de konkret udskammede personer som gerningsmænd simpelthen er for flad. I den gode sags tjeneste  frikender de sig selv, mens de udnævner skyldige, der reelt overfor folkedomstolen ikke har nogen mulighed for at forsvare sig. De gør sig til helt uskyldige ofre, ikke bare i privat, men også i offentlig forstand. Der sker i mine øjne det, at selvretfærdigheden risikerer at blive ganske grænseløs, uanset hvor dyb eller perifer den påståede krænkelse er.

Så kan man naturligvis hævde, at #metoo-sagens anden bølge med Sophie Linde var den nødvendighed, der satte en helt nødvendig proces i gang; det er jeg helt enig i. Hun gjorde præcis det, som ikke er sket i de aktuelle sager. Offentligheden fik mig bekendt aldrig at vide, hvem gerningsmanden til denne strafbare krænkelse var. Det forhindrede imidlertid ikke, at sagen fik den fornødne opmærksomhed. Ved ikke at rette skytset mod en navngiven person undgik hun at gøre sig selv til offer, og hun påpegede det helt  væsentlige problem med  den seksuelle krænkelses relation til et ansættelsesmæssigt magtforhold.  Relevant, effektfuldt, fint.

“Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter” lyder en talemåde, der leder tankerne hen på Hannah Arendt. Prisen for de selvretfærdiges beskyldninger er foragten for de konkrete personer. Foragten – ikke selvforagten – bliver selvretfærdighedens pris. Jeg tror ikke, den er nødvendig i den gode sags tjeneste.  Derved kommer spørgsmålet til at handle om at retfærdiggøre sin foragt for de personer, der hænges ud.  Det er måske i vore dages tider med sociale medier og blomstrende had mange steder en slags indlysende selvfølge. Selvforagten  strider mod næstekærlighedsbudet, ligesom der står i  Gerhardts “Befal du dine veje”: “Ved sorg og selvskabt plage, du intet retter ud.” Tværtimod skal du elske dig selv for at kunne elske sin næste. Pointen er ikke selvforagten, men evnen til at skamme sig som det ultimative element i den praktiske sociale hverdag, hvor vi med Løgstrups ord har aktier i hinanden.  Ydmygelsen af sig selv er netop ikke selvforagt, men en beredvillighed til at se sig selv og sine egne fejl overfor andre i øjnene,  vedkende sig dem og tage initiativ til at genoprette tålelig fordragelighed, hvor det er muligt.
Enhver af os ved, at end ikke dette ultimative krav lever vi op til. Det gode, som vi vil, det gør vi ikke; men det onde, som vi ikke vil, det gør vi. Det er på en måde kernen i det menneskelige og i kristendommens syndsbegreb.  Og hver eneste af os falder hver dag i. Det gælder dig og mig og Khader og Heegaard. Og sandelig også de kvinder, der  – muligvis med rette – føler sig krænket.

På et af de sociale medier skrev en uenig veninde til mig, at “tilgivelsen alene er en indre proces”.  Tilgivelsen starter som en indre proces, hvor man prøver at se sig selv udefra. Men hvis man holder den inden i sig selv, er og bliver den værdiløs. Kampen mod den indre svinehund bør kunne føre til praktiske resultater ude i dagligdagen.

 

Selvretfærdigheden og venstrefløjen

Der er her i foråret og sommeren udkommet en spændende bog, der har berøring  med dagens tekst.  Den politiske venstrefløj i Tyskland fylder kun 6-7 %, hvor vi i gode dage som jeg kan glæde os over en opbakning til SF og Enhedslisten, der når de 15-20 %. I Tyskland har en ledende person, Sahra Wagenknecht, skrevet en bog, “Die Selbstgerechten”, (De Selvretfærdige). Bogen er et indre opgør mod den akademiserende venstrefløj, der hverken beskæftiger sig med, hvorfor andre tænker, som de gør, men som i alenlange selvretfærdige eskapader udlægger hvad der er principielt rigtigt og forkert. Hun forlanger et selvopgør mod rethaveriskheden og mener, et sådant selvopgør er en forudsætning for, at Die Linke nogensinde kan vinde genklang op til fx. et forbundsdagsvalg.  Humanismens fordømmelse af nationalkonservatismen har en rem af det samme. Vi fordømmer mere, end vi forstår. Forståelse indebærer ikke accept. Men der er jo nogle indre bevæggrunde, der både kan forklares og forstås, hvis man vil. Og hvor bliver om ikke arbejderen, så den almindelige proletar af i den sammenhæng? Med andre ord er selvretfærdigheden i politisk praksis i en eller anden udstrækning en forhindring for god kommunikation med befolkningen.
Pointen, som jeg ser det er, at selvretfærdigheden viser sig som en blandt andre praktiske hindringer for selv politisk succes. Det gælder også efter min vurdering i den fortsatte proces med tilpasning af adfærdsnormer mellem kønnene i det 21. århundrede.

Således her i kirken, således i hverdagen: Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges. Det er den dialektiske logik i vores hverdag. I dag og på Jesu tid.

Amen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *