Cuius regio: Systemet styrer tankegangen ?

 

Vi kender det danske ord “kulturkristen” som noget, nogle af os bruger til at karakterisere vores egen personlige religiøse orientering med, som om den skulle være særlig interessant. Men uanset om vi som danskere kalder os selv kristne eller ateister, følger den kristne kultur med som en del af det moralske kompas.

.

 

I vores demokratiske tradition er vi vant til, at tankerne er frie – hvad det så end betyder. Betyder tankens frihed, at den er løsrevet fra hvad som helst, inklusive de aktuelle livsomstændigheder, alder, tid, sted, rum?  Individet er sat absolut centrum: Der spørges ustandselig: tror du? Og så bliver spørgsmålet om tro et individuelt valg.  Heraf flyder spørgsmålet om, hvis tro, der er rigtigst, og hvilken tro, der er størst. Men endnu værre: hele forestillingsverdener, tanker, tankerækker, moralske forestillinger atomiseres ind i individet, som derefter sættes til at tage stilling til, hvad vedkommende synes om

Fyrsten og magten vælger kirkens trosretning

 

Siden den augsburgske fred i 1555 har det været et fastslået princip, at trosretningen og de kirkelige institutioner i et samfund bestemmes af fyrsten, magthaveren. Selvfølgelig handlede striden dengang om, hvorvidt kirken i fyrstendømmet skulle være katolsk eller protestantisk. Princippet, der kaldes cuius regio eius religio blev yderligere knæsat efter den westfalske fred i Osnabrück i 1648.

I en nutidig sammenhæng handler det om kirkens loyalitet overfor det politiske system. Før den nuværende form for magtens tredeling blev indført, rådførte kongen sig med adel, gejstlighed og borgere (frie borgere). Vi har en rest af den tankegang i grundloven, idet kongen/dronningen er kirkens overhoved. Normalt opfatter jurister det som en detalje: Dronning Margrethe kan ikke melde sig ud af folkekirken, lige som alle andre kan. Men med Vorherre i toppen, Dronning Margrethe over gejstligheden med henholdsvis kirkeministeren og bisperne under sig  har vi med lovgivningens legitimering at gøre.

Historisk har dette sat sig spor i kulturen. Siden en romersk kejser tæmmede den oprørske kristne oldkirke har kristentroen fortrinsvis tjent som systemets redskab. Det skal ikke forstås sådan, at kongens og magtens mænd ikke var styret af kristen moral og tankegang. Snarere kan man måske tale om en art gensidig relation, en symbiose. Men forholdet mellem “Gud, Konge og Fædreland” præsenterede en form for legitimering af kongens magt – fordi den blev påstået af komme fra Gud.

Magt og legitimiteten i den moderne samfundskontrakt

Protestantisk og katolsk kultur?

Landkort viser de forskellige vaccinationsprocenter i de enkelte stater

Vaccinerede 15 november 2021 i procenter

 

De tyske delstater kan meningsfyldt deles op i de katolske og de evangelske. Det kan naturligvis forstås mægtig konkret, for hver delstat har en dominerende kirkelig retning. Når man kører sydpå og når Fulda, skifter ikke bare den dominerende kirkelige retning, men også den sekulariserede kulturs præg og tankegang.  Det samme gælder naturligvis , hvis man tager til Belgien. Uanset, hvor perfekt adskillelsen mellem stat og kirke er i Frankrig. tænkes der i mange livsforhold på en katolsk måde. Hermed menes centrale forhold om familieliv, sex, opdragelse, social retfærdighed, akademisk overlegenhed etc.

Ser man på det sydvestlige Saarland med Saarbrücken som hovedstad, er den høje vaccinationstilbøjelighed overraskende. Men sporet er klart, for paven smed ud (ekskommunikerede ham i 1663, hvorefter det nærmest blev sparket ud i protestantismen.

Man kan selvfølgelig ikke bilde nogen ind, at religionen alene bestemmer magtstrukturen. Men at  kirken og troens indflydelse på samfundsmoralen i det lange løb er markant, kan næppe afvises.  Som det ses på figuren med tyske delstater, er mere end fyrre års kommunisme heller ikke gået stille af. Meget spidst sagt har fraværet af kirkeligt præg i det tidligere Østtyskland måske svækket opbakningen til styret og magtstrukturerne?

Med andre ord er det bedre for regimet at have religionen og dens institutioner med sig end imod sig. Derfor er et religiøst oprør imod sig næppe attraktivt.

I den sammenhæng er pointen, at det nok vil være attraktivt at have en kirkelig institution med sig, om ikke andet så som afværgemekanisme.

Men magtudøvelse sker i det akutte og det mellemlange løb, ikke på længere sigt. Det værste, en regering må kunne forestille sig, er at blive sat overfor et oprør, der også har et religiøst-folkeligt element.

 

Kirken som systemets håndlanger: seksuallivets regulering

 

 

Det har hurtigt vist sig, både i Danmark og i de senere år i Grønland, at kirken har været et nyttigt instrument til at holde befolkningen på plads.  Kirken har gennem kirkebøgerne leveret et basismateriale til information om folketallet.  Den har også gennemført en årelang regulering af seksuallivet med den sikkert fornuftige mening, at børn skal leve op med med en far og en mor, der er gift. Seksuallivets regulering har i flere århundreder været en fremherskende forståelse af, hvad synd og kristendom i kernen består i.  Udskamningen og diskriminationen af børn, født udenfor ægteskab har, set med nutidens øjne været diskriminatorisk, kritisabel og meget defokuserende i forhold til, hvad vi nok mange i dag ser som kristne kerneværdier.

 

 

Man kan  hævde, at kirken loyalt har gjort seksuallivets regulering til hovedsagen, mens spørgsmål om synd, tilgivelse og kærlighed har været underprioriteret.  Selv i vore dage forbindes spørgsmål om abort, homoseksualitet, alkohol, spil,  genvielse og kvindelige præster som kirkelige emner.

Kirkens opgave har, set i dette perspektiv, at være så salonfæhig, at den kan forhindre ethvert religiøst oprør mod regimet. Det er, hvad man kan kalde repressiv tolerance (Borre, Ole, i Den Store Danske Encyklopædi).

Det er her væsentligt at sondre mellem begreber som kirker og kirkelige institutioner, trosretninger og religioner.

Frihedsbegrebet som kristen værdi?

 

 

Revyforfatter Knud Poulsen lavede en nytårsmonolog til Buster Larsen (“Lorteland”). Her sagde Buster Larsen:

 

Portræt af Buster Larsen

Portræt af Buster Laesen

 

 

“I Danmark gælder “Gud, Konge og Fædreland”, disse tre:  men størst af dem alle er ytringsfriheden”.

 

 

 

I et samfund med skriftsprog og penge er der altid en hierarkisk organisering af af den  politiske magt.  I de fleste kulturer er der en direkte forbindelse mellem gud og styre og dermed mellem politik og religion. Forbindelsen er næppe nogen menneskelig opfindelse, men en slags oplagt forbindelse, en naturens orden, en art indbygget tilbøjelighed. Læs nærmere her:

https://www.encyclopedia.com/environment/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/law-and-religion-law-and-religion-ancient-mediterranean-world

 

Retmæssigheden i samfundskontrakten kom ikke fra folket, som kun sporadisk eksisterede i den almindelig bevidsthed som noget samlet begreb.  Hos Macchiavelli er relationen nærmest, at fyrsten skal være opmærksom på at holde befolkningen fast i dens naturlige passivitetstilstand.  Hvis man i dag antager, at opbakningen til systemet alene stammer fra demokratiet og dets folkelige mandat, og at elementet af underkastelse overfor styret og styreformen alene har med de frie valg at gøre, er der naturligvis ingen aktuel anledning til at bringe Vorherre ind i legitimitetsbilledet. Omvendt: Hvis underkastelsen, fraværet af oprør udover den almindelige afmagt overfor systemet også kan hævdes fortsat at have et i bred forstand religiøst element i sig som arvegods, så kan man vel med nogen ret hævde, at den nuværende danske folkekirkes funktion også er at legitimere det politiske system, fordi den er en del af det.

Folkekirken under nazismen i Danmark

 

Under 2. verdenskrig og besættelsen af Danmark gjorde folkekirken som sådan ikke det store væsen af sig.  Historisk har enkelte personligheder gjort sig gældende som modstandsfolk. Som folkekirken er organiseret, kan den måske ikke stå for oprør mod noget som helst, og set med dens øjne er spørgsmål om demokrati eller nazisme mere en personlig end en kirkelig opgave at blande sig i.
Flere biskopper holdt hånden over antisemitisme, læs her.  (Læs navnlig bunden af artiklen).  Folkekirken kan  snarere ses som en dødvægt i forhold til styreformen end som det organisatoriske arnested for et oprør, der truer kristne kerneværdier.

Hal Koch og socialdemokratiets åndelige fædre ville allerede inden krigen vaccinere befolkningen mod den kommende nazistiske besættelses indvirkning på “folkesjælen”. Efter krigen skrev han blandt andet: “Om saa 99 pCt. af Jordens Befolkning er saaledes indstillet, vil Antisemitisme ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med Demokrati.” Dermed indrammede han, uden at nævne kirkens betydning for folkesjælens udvikling i  det længere løb, at racisme, herunder antiislamisme,  er uforenelig med demokrati.

 

Magten  og folkekirken

Vor Frue Kirke i Nuuk - solnedgangslyd - i det fjerne står Hans Egede

Vor Frue Kirke, Nuuk 2017, Hans Egede i baggrunden

 

Afsættet til denne artikel er en kritik, hvor magtudredningen fornylig i Altinget er kritiseret for at have overset religionen og kirken. Det finder jeg ret inspirerende. I en erindringsartikel, jeg husker at have læst i gymnasiet, citeredes Kaj Munk for som barn  om sin deltagelse i et missionsmøde i huset  ved Ryde skov på Lolland, hvor missionæren stod og talte på en omvendt ølkasse.  Det centrale spørgsmål er, hvor tankerne kommer fra.  I det danske demokrati er vi vænnet til, at det til livsudfoldelsen og selvrealiseringen på toppen af Maslows behovspyramide hører at udvikle sin egen mening om alt muligt. Til denne ideologi hører ikke bare, at det enkelte individ, skabt som det er i Guds billede, i sig selv er uendeligt værdifuldt.  Ser man bort fra buddet om at elske sin næste som sig selv, er knæfaldet for illusionen om den fri meningsdannelse nærmest blevet en erstatning for andre centrale kristne grundværdier.  Men selv om vi hylder tankens frihed, lever vi i en kristen kultur, hvor værdier, tanker, nyheder, meninger og så videre strømmer. Hvis jeg var vokset op i Irak i en en muslimsk familie, ville min tankegang være blevet muslimsk. Nu er jeg vokset op i et Danmark, præget af kristne kerneværdier i sekulariseret form. Der har jeg rod, derfra min verden går. Vi kan hævde, at sproget, modersmålet er tankens værktøj. Dermed er den fundamentale måde at opleve verden på med værdigrundlag og verdensbillede ikke noget, borgeren selv vælger, men snarere noget, hun eller han får ind udefra,  og som inkarneres eller internaliseres i personligheden.

Det er her, kirken og religionen i det lange løb udøver sin påvirkning. Uanset, om du er medlem af folkekirken eller ej, uanset om du reflekterer over det eller ikke, så udøver kirken sin indflydelse i det stille. At kalde kirken magtfuld i manifest politologisk forstand vil være et fejlskud.

En artikel, der fortjener meget stor opmærksomhed, og som magtudredningens forfattere kender, blev skrevet af Peter Bachrach og Morton Baratz i 1960’erne Den handler om den latente form for magt, der udøves, når magthaverne flytter dagsorden og lader væsentlige beslutninger så at sige træffe sig selv, “non-decision making”.  Til tider vil selv magthaverne måske selv opfatte de  beslutninger, som ikke bare gunstige, men også uomgængelige. Endnu længere ude ligger måske, at de slet ikke er opmærksomme på andre muligheder, så udviklingen også for dem selv står som noget, der kører af sig selv.

Det er her, tidsperspektivet kommer ind i billedet. Jo længere tid en udvikling tager, des vanskeligere er det at påvise de underliggende magtforhold, der i sin tid har medvirket til at påvirke den.

Men ikke desto mindre er det efter min opfattelse en god idé at få religionens indflydelse med ind i den nye, kommende magtudredning.

 

Forholdet mellem kirken / religionen og  det politiske system er subtil. På den ene side legitimerer kirken det politiske regime, på den anden påvirker den moral og tankegang i det lange løb.

 

 

Post navigation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *