Livet som kropslig proces: Mariae Bebudelsesdag

 

 

 

Maria Bebudelse. Prado Museet, Madrid

 

 

Mariæ bebudelses dag

03-04-2022
Tekstrække: ANDEN RÆKKE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«

Lukasevangeliet 1,46-55 

 

“Hvis fødsler er i orden, men samlejer ikke er, har kirken  et problem  – eller som man også siger “en udfordring” – med reproduktion og forplantning.”

 

Livet er en proces. Bevægelsen går, plejer man at sige, fra fødsel til død, for i den mere eller mindre afseksualiserede kirke er det, vi kalder undfangelse, befrugtning eller besvangring tabuiseret. Fødsel er i orden, men processen forud tales der forbavsende lidt om. Tværtimod omtales sex og de dermed forbundne fornøjelser snarere som synd end som en indbygget del af livet selv. Sex ses som syndigt, og i mange år fandtes der kirkelige retninger, også i folkekirken, hvor samlejer kun undtagelsesvis måtte finde sted udelukkende for reproduktionens skyld og gerne i mørke.  Orgasme, kropslig spænding, udløsning og afslapning hører hverken fysisk eller verbalt til i det kirkelige rum, endsige i det, der forstås som den almindelige folkekirkelige moral eller tankegang i de små hjem eller nu, hvor vi igen er begyndt at færdes i det fri, udenfor.

Sex er syndigt. Det er den i folkeviddet nedarvede grundmytologi i det danske samfund. Om noget har skadet folkekirken og dens berettigelse i vore dage, har det været denne platte kropsforagt, der ikke bryder ud i takkesang over sex som en af de guddommelige gaver, der er hver af os forundt som en ægte del af livet.

Man kan spørge, om denne tabuisering har noget med kristendom at gøre. Hvis fødsler er i orden, men samlejer ikke er, har kirken  et problem  – eller som man også siger “en udfordring” – med reproduktion og forplantning. For indledningsvis at befamle emnet forsigtigt første gang, så jomfrudommen bliver taget, helst frydefuldt, men i hvert fald så smertefrit som muligt, så må vi tilbage til Adam og Eva i paradisets haves uskyldige verden. Pointen er, om man må sige det ligeud, at så længe lysten i haven bare var drevet uden syndsbevidsthed, uden æblet og slangen, så havde alt været i den skønneste orden. Fryden  inde i frugthaven blev så ikke sluppet ud i verden (udenfor).

Men syndsbevidstheden kom til os med vores egen bevidsthed og moral og viden om rigtigt og forkert og har ligesom ikke sluppet os siden.

Nu er der i de paradisbilleder, vi har i den kristne mytologi om livet efter døden, et indtryk af, at her er livsprocesserne, herunder de sexuelle fornøjelser, ophørt. “Med venner i lys vi tale”, skriver Grundtvig.  Men i de paradisiske tilstande, som vel minder om kommunisters drømme om livet efter revolutionen, der er processerne måske hørt op? Der sker ingenting! Og hvis der ingen problemer er, hvad skal vi så snakke om deroppe i paradiset? Processerne, er de ophørt?

I disse individualiserede, sekulariserede og psykologiserede tider har vi det med at starte med at pille os om ikke bogstaveligt, så billedligt, i navlen som det efterladte tegn på livet i forbindelsen til livet i livmoderen, til moderkagen og til moderkroppen. Tiden før vi trak vejret er en væsentlig del af livsprocessen, livet i fostervandet, hvor vi spiste gennem tarmen af moderkagen. Hvorfor skal folkekirken forholde sig sådan med at holde processen omkring undfangelsen og tiden før fødslen ikke bare helt ude i den udstrakte arm, snarere lidt længere, så emnet falder til gulvet og splatter ud der?

Er kirken knastør og aldrig våd? Hvorfor denne knastørhed?  Den katolske kirke har sine ulemper, jeg ikke vil komme ind på her. Men den lever med en usagt, til tider charmerende dobbeltmoral, når det kommer til sex. På sine stræk er tabuiseringen endnu mere udtalt end i folkekirken; men jeg oplever den, som om den stiltiende accept nødvendiggjort, for ellers ville den miste forbindelsen til det levende liv og sine egne menigheder.

Da oldkirken i sin tid forvandledes, da kristendommen skiftede fra at være en politisk trussel og en oprørsbevægelse til at blive en samfundsbevarende systemlegitimerende funktion til ære for magthaverne, overtog både den katolske og altså siden den protestantiske kirke en nyttig samfundsopgave: at sikre, at alle børn skulle have trygge familiemæssige rammer at vokse op i.
Reproduktion er godt for samfundet, men børn uden tilknytning til deres forældre er noget møg.

Der har vi altså kimen til ønsket fra samfundsside om at kontrollere seksuallivet som den gode gartner. Blomstrende vækster er i orden, men græsplænerne skal afstikkes, buskene beskæres og børnene vokse op under ærbare forhold, så ethvert barn under sin opvækst kan få lov til at ære både sin mor og sin far.

Kunne man så ikke hævde med for eksempel Paulus i ryggen, at hvis man bruger biblen som juridisk opslagsværk, så forbander han det udsvævende liv med hor og druk? Kunne man ikke henvise til myten om Sodoma og Gomorra?  Gør man det, måtte man vel i samme åndedrag kunne henvise til Onan, som i al synd masturberede i stedet for at aflevere sin sæd hver gang, hvor den efter Guds mening hører hjemme?

Folkekirken bør blive endnu mere åbent sexglad, end den i al stilfærdighed i disse år siden beskyttelsesmidlernes udbredelse af sig selv er blevet. Som sundhedsdirektøren sagde under corona-epidemien: “Sex er godt”. I et samfund, hvor vi føder for få børn og for sent, bør præsterne velsigne lagengymnastikken og de processer, der kan flyde af den i livets kilder.

Tilbage til den proces, der går fra Mariae befrugtning og til fødsel, og til den katolske kirke. På flere sydlige sprog ligger fødslen allerede klar. På tysk hedder jul “Weihnacht”. Jeg gætter på, det betyder “Ve-nat” og dermed henviser til  processen fra veernes smerte til fødslen er fuldbragt. På portugisisk bruges ordet “Nadal”, og det betyder fødsel.

I det hele taget er den katolske kirkes Maria-dyrkelse som den livgiver, der sætter processen, livet selv i gang, i al økomenisk samdrægtighed værd at notere sig.  Uden at være feminist i politisk forstand må jeg tilstå, at netop vandet, de våde processer, processionerne, faktisk er til at forstå som det er: forandring? Væskerne, vinen, vandet, dåbsvandet, vie-vandet, fostervandet, er og bliver billeder ligesom de strømmende vand billedet på livet som proces. Ikke fra vugge til grav, nej fra undfangelse til grav.  Lad os få en mere våd kirke. Lad det liv, der strømmer i enhver af os, være genstand for vores opmærksomhed. Amen

Foto 2021 af Mikael Hertig

Mikael Hertig

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.